OM OS

ExpandingCanvas – når lyd og billede er to sider af samme sag

Billeder, der styrer musik. Klange, der går i penslen. Eller en stor smeltedigel af kontrast, samklang og nuancer, der skaber ny mening?

Det er ikke let at få hold på ExpandingCanvas. Men det behøver du heldigvis heller ikke. Du kan bare læne dig tilbage og nyde det

ExpandingCanvas er en idé om sammensmeltning mellem musik og billedkunst. En idé om at gøre musik synlig og billedkunst hørbar. En udveksling af motiver, en instrumentering af farveskalaer. Et lydmaleri. En billedkunst-cert.Idéen fik performer Tine K. Skau i 2015. Den udvikledes i samarbejde med billedkunstner Karen T det følgende år med produktioner som MotionEmotion og TRIPTYCON. Fra 2017 er produktionerne Juleevangeliet, Påskeevangeliet, Englebilleder og Pinsefortællinger skabt i triosamarbejde med performer Kai Stensgaard.

I august 2020 trådte Karen T ud af ensemblet og billedkunstnerne Indigo Richards og Lone Vivian Petersen svinger nu penslerne til nye rytmer i ExpandingCanvas.

Lone Vivian Petersen

Uddannet ved Det Fynske Kunstakademi, Odense 1986-91 og
Danmarks Designskole, København 1982-85
Medlem af BKF – Billedkunstnernes Forbund, Gæsteatelier Hollufgård, Fyns Grafiske Værksted

Som billedkunstner arbejder Lone både med maleri og grafik. I maleriet er de foretrukne materialer akryl- og oliefarver, og i grafikken arbejdes der med mange forskellige grafiske teknikker.  Ofte inspirerer maleriernes motiver til de grafiske værker, andre gange er det omvendt, hvor grafikken inspirerer til nye motiver i maleriet.

I sin kunst bevæger hun sig ofte rundt i det botaniske univers, hvor det figurative, dekorative og abstrakte forenes i et poetisk udtryk og danner tidløse mønstre og dybde i billederne.
Planter og blomster bliver i deres stiliserede form omdannet til ornamentik hvor farvernes indbyrdes samklang og kontrasten mellem lys og mørke bliver det bærende udtryk.

www.lonevpetersen.dk

Tine K Skau

Blokfløjtist, multiinstrumentalist, performer og komponist. Hun er kunstnerisk leder og performer i det musikdramatiske ensemble TRIOfabula (siden 2001), og har indtil videre skrevet 17 værker til ensemblet. Skau er uddannet blokfløjtist fra DFM og Sweelinck/Amsterdam (1990) og har et stort og usædvanligt alsidigt repertoire. Således har hun, udover forestillingerne med TRIOfabula en omfattende koncertaktivitet med blokfløjtekvartetten Flauti Con Amore, orgelduoen Green Pipes m. Carl-Aage Eliasson, STRIKKEensemblet (Jesper Vinther Petersen & Kai Stensgaard), Vanillah (Ib Buchholz og Kai Stensgaard) og Korsbæk Musikkapel (Carl Aage Eliasson & Kai Stensgaard). Skaus interesse for den helt tidlige musik udfolder sig i sommerhalvåret på middelalder- og vikingefestivaller og markeder – i konceptet Skramle & Blæsekonen (skramleogblaesekonen.dk). ExpandingCanvas er, som koncept, Skaus idé. Udviklet i samarbejde med billedkunstner Karen T igennem fri improvisation og produktioner som Motion Emotion (for KODA skolekontakt) og TRIPTYCON (kirkeperformance). Skaus force i ExpandingCanvas er øjet (og øret) for præcise sammenhænge mellem farver/toner/klang & motiv/form, for spændingskurver og timing.
www.tinekskau.dk

 

Kai Stensgaard

Jeg er marimbasolist, slagtøjsspiller og komponist. Har udviklet en speciel 6-kølleteknik, hvor jeg spiller med hele seks køller på marimbaen i stedet for de traditionelle fire. Er desuden medopfinder af aluphonen, som er et vigtigt instrument der tilføjer helt nye klange til ExpandingCanvas.

Igennem de seneste 20 år  har marimbaen bragt mig til Europa, Japan, Taiwan, USA, Mexico, Argentina, Chile og Puerto Rico.

Jeg har modtaget musikpriser og udgivet 7 CD’er, 2 DVD´er, en lærebog i 6 kølle marimba teknik samt mange kompositioner for marimba, som nu spilles af marimbaspillere over hele verden.

 www.kaistensgaard.com

 

 

Indigo Richards

Uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 1988-1993. Indigo Richards arbejde forgrener sig i to spor; installation og performance som en del af kunstgruppen QWERTY, og malerierne hvor hun arbejder tematisk, senest med portrætter af de næsten fremmede; naboerne.

Richards maler vådt i vådt med med sine akrylfarver og udnytter det ukontrollerbare og levende vands bevægelse over lærredet. Hun har udstillet både i Berlin, New York og London og er i Danmark tilknyttet Galleri Sandberg.

www.indigo-r.dk